trine.design
Om trine.design
Jeg er optaget af mennesker og steders potentiale for udvikling.
Fokusset kommer af en tilbageflytning til mit fødested og en sygemelding i forbindelse med stress, som jeg oplevede i 2021. Her fandt jeg stor heling i kropsterapeutiske praksisser og transformation gennem naturhandlinger, som jeg i dag anvender på daglig basis. Denne inspiration og motivation er i stor samhørighed med det at være skabende og performe. Med udgangspunkt i min anden interesse, ledelse (både selvledelse og ledelse af andre), er mit virke altid med fokus på det hele menneske. Både som startsted for al udvikling - men også som problemløsning i forbindelse med personlige og organisatoriske udfordringer. Jeg er dybt optaget af den sociale, fysiske, mentale og åndelige krop, og arbejder konkret med begreber som kreativitet, energi og velbefindende - som udgangspunkt for sunde og meningsfulde potentialer.
Baggrund
Mit ph.d.-projekt var centreret omkring den sociale, mentale og fysiske krop. Der er meget mere på spil, end vi i en travl hverdag helt kan begribe. P.t. udvikler jeg mit eget explorative laboratorium for krop, hånd og ånd. Og jeg inviterer gerne andre til at deltage i processerne.
Det kan være med udgangspunkt i åndedrættet som åbning til nye og givende oplevelser eller en forening af krop, hånd og ånd. Naturen er ligeledes et helende element, som jeg selv har stor glæde af og helst benytter på daglig basis. I mit eksplorative laboratorium indgår naturen i Thy - som energigiver på mange planer. Her er skov, mildhed, hede, fjord, stilstand, klitter, blæst og vesterhav – i en passende radius på blot 10 km. Mit barndomsland inspirerer mig og fører mig tilbage til en tilstand af leg, umiddelbarhed og vildskab - hvor hovedet er koblet fra og kroppen får lov til at fylde.